’Den grimme lov’ førte til at gadebilledet blev et minefelt for homoseksuelle og alle de andre, der dengang færdedes på den homoseksuelle scene.

Bølgerne går i disse år højt i debatten om sexarbejde i Norden. Synspunkterne veksler mellem socialpolitik, retspolitik, feminisme, liberalisme og alt derind imellem og på tværs. Norge og Danmark adskiller sig ved at Norge har indført sexkøbsforbud for at hindre efterspørgslen, mens Danmark har valgt ikke at kriminalisere hverken kunde eller sælger, så længe der ikke er tale om tvang, udnyttelse eller menneskehandel.

Men Danmark har faktisk erfaringer med et sexkøbsforbud, og sporene skræmmer. Et sexkøbsforbud kan nemlig også meget nemt ramme mennesker, der ikke lever et normativt seksualliv, men af den ene eller den anden grund er på kant med rammerne for ’korrekt sex’.

Sex og samfund
Internationalt raser debatten om sexarbejde, og forskellige lande indfører forbud eller går den anden vej og sikrer sexarbejdere rettigheder. I Irland startede en kampagne til fordel for et forbud med sloganet ’Sluk de røde lygter’, hvorefter en lokal sexarbejderorganisation igangsatte en modkampagne med sloganet ’Sluk de blå blink’. Uforsonligheden i debatten er et gennemgående træk, og det er ikke mærkeligt, da det dybest set handler om rettigheder, pligter, handlemuligheder og statskontrol i moderne samfund. Spørgsmålet om et sexkøbsforbud er også et spørgsmål om, hvilket samfund vi gerne vil have.

Forbudstilhængernes hævder, at det er første gang nogen har udpeget kunderne frem for sexarbejderne som problemet. Det passer som sagt ikke ikke. I 1961 indførte det danske folketing et forbud mod homoseksuelle sexkunder, hvis den anden part var under 21 år. Forholdene i 1960’erne kaster et interessant lys over dagens debat. De viser hvordan et sexkøbsforbud også kan bruges til at påtvinge folk en bestemt seksualnorm.

Den grimme lov
I 1950’erne rasede en debat om homoseksuelles ’forførelse af den mandlige ungdom’. Trækkerdrenge, hvilket som oftest var værnepligtige ude efter oplevelser og lommepenge, var dengang et velkendt syn på Rådhuspladsen og i indre København. De var ofte teenagere eller lidt ældre, og adskillige aviser skrev indignerede artikler om de homoseksuelle mænds skamløse jagt på nationens ungdom.

Politiinspektør Jens Jersild fra Sædelighedspolitiet skrev bøger om, hvordan homoseksuelle oplevelser gjorde de unge fyre asociale, arbejdssky, parasitiske og ikke mindst – homoseksuelle. De homoseksuelle mænd selv rasede over den forskelsbehandling, der lå i, at lavalderen for homosex var 18 år, mens den var 15 år for heterosex og skrev, at det var dem, der var ofre for de unge fyres tilnærmelser, tyverier og vold.

’Den forbandede barnepige-mentalitet, som opretholdes for vores penge, ønsker vi ad Helvede til’, skrev Helmer Fogedgaard, redaktør for det homoseksuelle blad, Vennen.

Resultatet af 50’ernes debat blev en lov, der gik målrettet mod den homoseksuelle prostitution ved at kriminalisere forhold for penge eller gaver til en af samme køn under 21 år. Loven blev kendt som ’den grimme lov’.

Loven førte til at gadebilledet blev et minefelt for homoseksuelle og alle de andre, der dengang færdedes på den homoseksuelle scene. Unge fyre havde dengang ikke mange penge mellem hænderne, og som en fyr fortæller, så kunne han invitere sin pige ud om fredagen, hvis han var gået med en homoseksuel om torsdagen. Fyrene ser ikke ud til at have de store kvababbelser over forholdene, men sociale myndigheder og politi var som sagt bekymrede for deres fremtid som ærlige – heteroseksuelle – borgere.

Overvågningssamfund
Den 5. september 1961 stod to politifolk i civil på Rådhuspladsen, og havde kig på en 16-årig ung mand, der cirklede om det underjordiske toiletanlæg. Betjentene kunne se, at han fik henvendelser fra flere homoseksuelle. Kl. 11 om aftenen kan de se, at han taler med en mand, hvorefter de går til mandens hotel.

Politiet følger efter, og sidder i deres bil og venter uden for hotellet i 7-8 timer. Kl. kvart i syv næste morgen kommer den unge fyr ud og politiet passer ham op, og han indrømmer på stedet, hvad der var sket. Denne historie er typisk for forholdene i en overvåget by, hvor frivillige forhold er potentielt kriminelle. Politiet lod som regel forholdet udspille sig, hvorefter de skred ind. Ellers ville det være svært at bevise sagen.

De mænd, der havde forbudt sig mod ’den grimme lov’ måtte kigge sig over skulderen en, to og tre gange. Politiet stod i baggårde og opgange, beværtere blev truet med lukning hvis de tillod ’trækkerdrenge-typer’ på deres restaurationer, og når politiet fangede en trækkerdreng kunne han vælge mellem op til to års fængsel for prostitution, eller give navne og adresser på alle de mænd han havde været sammen med. Mange valgte det sidste.
Politiet kunne dernæst troppe op på Hr. Hansens eller Hr. Nielsens bopæl og udspørge ham om forholdet til denne unge mænd, der stod sammen med politiet. I en sag må en desperat hustru til afhøring, og sidde og give detaljer om deres ægteskabelige sexliv for at klarlægge, om manden er homoseksuel, og dermed formentlig havde haft uærlige intentionen med den unge fyr, han havde ladet sove i hjemmet et par weekender før.

Socialpolitik frem for kriminalpolitik
Loven blev afskaffet i 1965 under den socialdemokratiske justitsminister K. Axel Nielsen efter massiv kritik fra kulturradikale, psykiatere, journalister, politikere og homoseksuelle aktivister. Særlig det radikale folketingsmedlem Else-Merete Ross gjorde sig bemærket som en stærk stemme mod loven. Socialpolitik skal erstatte kriminalpolitik, sagde man fra da af. Politiet skulle ikke sendes ud for at løse de sociale problemer, der måtte være i forbindelse med mandlig (eller kvindelig) prostitution.

Sexkøbsloven idag
De seneste tyve år er sagen kommet på den politiske dagsorden igen, særligt som en feministisk mærkesag, og et spørgsmål om mænds problematiske seksualitet. Det har ført til den paradoksale situation af mange på venstrefløjen og midten af politik vil skrue de blå blink på igen, og løse socialpolitik med retspolitiske midler. De borgerligt-liberale, der traditionelt har kæmpet for strammere kriminalpolitik og gjort nar af venstrefløjens ’blødsødenhed’, har derimod i Danmark været bolværk mod et sexkøbs-forbud.

Det er trist at se venstrefløjen i Norden sende politiet ud for at løse sociale problemer. Fortælle kvinder hvordan de må gebærde sig med deres krop. Når et forbud mod homoseksuelle prostitutionskunder til parter under 21 år blev kaldt ’en grim lov’, ved jeg slet ikke, hvad vi skal kalde et generalforbud – man fattes ord.

Der er uenigheder om hvordan forbuddet fungerer i Sverige og Norge. Er det lykkedes at mindske sexsalg, og ændre folks holdninger? Eller er sexarbejderne gået under jorden og lever nu et mere farligt liv i skyggerne? Forskellige undersøgelser peger i forskellige retninger.

Hvad er bivirkningerne?
Den undersøgelse jeg selv har lavet af konkrete politisager mod sexkunder i 1960’erne viste at der i materialet fandtes fortællinger om panoptisk overvågning af folks sexliv, massivt pres på de unge mænd, men skulle forestille at ville hjælpe, og tvivlsommme sager hvor almindelige aftaler pludselig blev defineret som prostitution. Gad vide hvad der gemmer sig af sager fra de senere år i Norge og Sverige? Hvad er bivirkningerne af et sexkøbsforbud? Hvilke grupper rammes uforholdsmæssigt hårdt?

Sluk de blå blink
Historien kan ikke fortælle os, hvad vi skal gøre i dag. Talrige undersøgelser af prostitueredes forhold, psyke, valgmuligheder og barndomsoplevelser kan heller ikke give os svaret, men kan højst korrigere vore holdninger. Historien kan hjælpe os med at visualisere forskellige samfund, og få os til at reflektere over forskellige muligheder. I sidste ende må vi tage stilling selv. Jeg har taget stilling. Sluk de blå blink.

Peter Edelberg, historiker, ph.d., Saxo instituttet, Københavns Universitet, og medlem af Seksualpolitisk Forum